27. juni 2017

Jeg vil gerne prøve Taekwondo

Hvordan kommer jeg i gang?

Vi optager elever hele året, så har du lyst skal du bare møde op til træning og prøve, om det er noget for dig. Du kan begynde, når du har lyst. Der er ikke krav om, at man skal starte på et bestemt tidspunkt f.eks. efter sommerferien. Vi træner mandag fra 18.30 til 20.00 og onsdag fra 18.00 til 20.00 i Fyrtårn Tommerup, Tallerupvej 85 i Tommerup Stationsby.

Hvad skal jeg have på?

I starten skal du blot have noget tøj på, som du kan bevæge dig frit i f.eks. et par joggingbukser og en T-shirt. Der er ingen krav til fodtøj, da vi træner i bare fødder. Hvis taekwondo er noget for dig, skal du med tiden anskaffe dig en taekwondodragt, også kaldet en dobok.

Hvor gammel skal man være?

Du skal være mellem 10 og 110 år for at træne med os. Hvis man som forældre er i tvivl om, hvorvidt det er for tidligt at begynde, er I velkomne i klubben, hvor I kan få en snak med en af vores dygtige trænere. Det er aldrig for sent at begynde på taekwondo. Vi har elever, der begyndte, da de var omkring 50 år. Det er op til dig selv. Hvis du har lyst til det, er du aldrig for gammel 🙂

Det er da kun for børn, ikke?

Nej, Taekwondo er en kampsport for alle – også for børn.  Faktisk er de en af de få sportsgrene, hvor forældre kan træne sammen med deres børn på samme vilkår. Vi har flere familier, der træner sammen.

Men er det ikke farligt?

Nej. Vores trænere passer på eleverne og afpasser træningen til alder og erfaring. Der er selvfølgelig en risiko ved alt, men det er meget sjældent vi oplever skader. Der trænes ikke med fuld kontakt. Der er statistisk set langt færre skader i Taekwondo end i sportsgrene som, f.eks. boldspil.

Hvad koster det?

Den første måneds træning er gratis. Hvis du har lyst til at fortsætte, skal voksne betale 100 kr. pr. måned og børn (u. 18 år) 75 kr. pr. måned (opkræves som halvårligt kontingent). Derudover skal du have en licens som koster 200 kr. Dragten – en dobok – koster fra ca. 300kr for en begyndermodel.

GRADUERING

Skift af bæltegrad sker ved graduering og første graduering (til gul snip) kan tidligst ske 3 måneder efter indmeldelse er registreret hos Dansk Taekwondo Forbund. Det vil dog til hver en tid være trænerstabens beslutning om en elev er klar til graduering.

Spørgsmål?

Har du andre spørgsmål er du velkommen til at kontakte klubben på post@tommeruptaekwondo.dk eller tlf. 61 30 72 26 til vores formand, Jesper Nielsen